| Print siden |
Mand - kend din krop!
Tør du udfordre dig selv og din mandighed? – Prøv pilates og bliv overrasket. Pilates er nemlig ikke blot for kvinder, men i særdeleshed for rigtige mænd!
Er vi mænd udstyret med bækkenbund og korsetmuskler? – Svaret er ja! På det område, er vi fra naturens side ikke anderledes skabt end kvinderne. Men til forskel fra kvinderne, glemmer vi ofte at sætte fokus på den del af vores krop. – Og hvem er så klogest!?
Mange mænd betragter pilates som noget feminint, men rent faktisk er sandheden det modsatte. Øvelserne kræver både koordination og koncentration, når kroppens dybtliggende muskulatur skal styrkes og smidiggøres. – Og netop dét, at de dybe muskler i ryg-, mave- og bækkenregionen fremstår stærke og smidige, er forudsætningen for, at du opnår en positiv effekt ved alt andet muskel- og styrketræning, hvor fokus er på udholdenhed og styrke i kroppens overfladiske bevægemuskler.
Sagt med andre ord giver pilates dig en generel styrkelse af hele din kropsstamme – altså de mange små muskler, hvis vigtigste funktion er at stabilisere din rygsøjle og sikre dig en korrekt kropsholdning og god kropskontrol. Det er essensen i pilatestræningen, hvilket gør det til en grundlæggende og meget effektiv træningsform. Vær forberedt på, at pilatestræning tager tid og kræver tålmodighed. Det værste du kan gøre er at give op, blot fordi du ikke mærker en effekt nu og her. Giv det en chance – efter 10 gange vil du kunne mærke forskel. Herefter er der overvejende sandsynlighed for, at du bliver afhængig af pilatestræningen, og så er der ikke lang vej til, at du har en helt ny krop, som du har kontrollen over!
Jeg har igennem mange år haft dårlig ryg, og blev af min fysioterapeut anbefalet at dyrke pilates. Med en vis skepsis blev jeg tilmeldt et pilateshold, hvilket skulle vise sig at være en god idé. Min skepsis forsvandt hurtigt. – Dels var jeg ikke eneste mand på holdet, og hvad bedre var, så kunne jeg efter ganske få gange, begynde at mærke en forskel.
I dag, efter mere end 5 måneder med pilatestræning, er min ryg og mave blevet styrket væsentligt, hvilket har resulteret i en bedre holdning og en hverdag uden smerter. Desuden har det givet mig en højere grad af energi og overskud, så hverdagen er blevet nemmere og livet sjovere. Pilates, styrketræning og løb udgør i dag en fast del af mit liv. – Ting, jeg for bare 5 måneder siden ikke havde troet var muligt, kan i dag lade sig gøre. Pilatestræningen har været fundamentet for den forbedring, jeg har oplevet.
Jeg må krybe til korset og erkende, at pilates ikke kun er for kvinder, men også for rigtige mænd! Tør du prøve kræfter med pilates, så kontakt Arkadens Fysioterapi og Sundhedscenter.
Jesper Vandtved Jensen
|